Johannes Brahms

 

* Hamburg 7.5.1833

† Wien 3.4.1897

 

SE TIDSLINJEN 

 PDF-VERSION

 

 

Brahms i 1853Brahms' fødested står oftest opført i biografierne som Schlütershof im Speckgang 24 i Hamburgs fattige "Altstadt-kvarter" - Gängerviertel. Dette har formodentlig medvirket til at styrke den romantiske myte om vidunderbarnet fra de usle kår. Imidlertid flyttede familien allerede 6 måneder senere, inden kvarteret blev rigtig overbefolket slum, og Brahms' opvækst foregik i det væsentlige fra 1841-53 i Dammtorwall nr.29 i Neustadt Nord - også i Hamburg - som yngste søn af kontrabasspilleren Johann Jakob Brahms og syersken Christiane Brahms, født Nissen og i selskab med storesøsteren Elise og lillebroderen Fritz. Fødselen af Johann Jakobs første søn blev tilmed annonceret i den lokale avis - et noget usædvanligt tiltag på den tid.

 

Barndom og ungdom

Han viste meget tidligt anlæg for musik og lærte at spille flere instrumenter. Hans far havde ikke højere ambitioner for sin søn, end at han skulle blive en habil orkestermusiker, men klaveret trak dog mest i den unge Johannes, og snart fik han sin første lærer - Friedrich Wilhelm Cossel. Cossel fik hurtigt øjnene op for sin bemærkelsesværdige elevs udprægede talent. Allerede som 10-årig optrådte han ved en privat velgørenhedskoncert for hans fortsatte musikundervisning - og med stor succes. Efter koncerten blev forældrene tilbudt en koncertturné i USA af en manager fra staterne. Cossel modsatte sig imidlertid med list dette, da han indså, hvor ødelæggende dette kunne blive for den begavede elev. Brahms' fortsatte harmoniske og rolige udvikling lå ham mere på sinde end hurtig berømmelse som vidunderbarn. Han var selv elev af den berømte lærer Eduard Marxen i Hamburg, og han overtalte nu denne til at tage sig af lille Johannes. Marxen forstod straks, hvilken genial begavelse, han havde med at gøre, og formåede - takket være sin store autoritet og løftet om selv at undervise ham - at få Brahms' forældre til at afstå fra deres rejseplaner.

 

 

Marxen fik aldrig nogen penge for at undervise Brahms. Han fik dog mulighed for at gøre gengæld senere i livet - således sendte han alle sine nye kompositioner til Marxen til gennemsyn - endog Deutsches Requiem blev sendt i manuskript til den gamle lærermester for gode råd og ændringer. Som et bevis på sin store affektion for Marxen dedikerede Brahms sin 2.klaverkoncert i B-dur til ham. Det mest rørende bevis på det trofaste venskab gav Brahms dog året efter, da han på egen bekostning - og uden Marxens vidende - lod et stort variationsværk af Marxen trykke til hans "50 års jubilæum som kunstner".

 

Brahms måtte tidligt bidrage til familiens økonomi - som 14-årig måtte han begynde at spille på byens mindre fashionable beværtninger. Næsten alle ældre biografier maler et billede af en ung, følsom dreng, som spiller på billige havneknejper i selskab med fuldebøtter og billige glædespiger, mens han læser tysk digtning. Der er imidlertid intet belæg for dette, snarere tværtimod. Brahms boede i den modsatte ende af Hamburgs havnekvarter, og det eneste der vides med sikkerhed er, at han spillede på de såkaldte Schänken - simple restauranter med underholdning. Hér spillede han om aftenen og om søndagene til den gode hyre af 5 Mark pr. aften - f.eks. fik en trykker 10 Mark om ugen. Alligevel kan han enkelte gange have frekventeret mindre respektable steder, hvor hans indstilling til kvinder måske i disse år blev grundlagt. En hændelse mange år senere i Wien vidner om det. Ved denne lejlighed ytrede han sig meget skarpt og groft om alt, hvad angik kvinder, og sluttede med et hårrejsende udtryk. Meget ulykkelig over at have forløbet sig forklarede han sig til en ven og sagde: "Dette var mit første indtryk af kvindens kærlighed, og du venter, at jeg skal ære dem, som du gør?"

 

Ud i den musikalske verden

Brahms' trådte ud i det virkelige musikliv, da han mødte den flamboyante, ungarske violinist Eduard Reményi. Han overtalte Brahms til at akkompagnere sig på en tysklandsturné, og sammen drog de rundt - primært i det tyske - for at spille. Venskabet holdt et par år, hvor de hver turnerede om vinteren. Reményi havde betydning for Brahms' kendskab og kærlighed til den slaviske musik - en kærlighed som giver sig til kende i en lang række af hans værker. Bl.a. skal flere af temaerne i "Ungarske danse" være af Reményi.

Venskabet blev dog hurtigt brudt fra Brahms' side, og de sås aldrig siden.

 

Et par år senere indtraf en af de største begivenheder i hans liv, da han mødte den verdenskendte violinist Joseph Joachim. Dette møde blev på mange måder skelsættende for Brahms. For det første mødte han her en musiker af international berømmelse, som Brahms kunne spejle sig i. Han opfattede Joachim som hans ligeværdige udi det musiske, og han var en af de få, som blev inddraget i Brahms' kompositioner, før de blev udgivet. Hele livet var Joachim en yndet sparringspartner, når nye værker var på vej. Yderligere viste Joachim sig at være en værdifuld adgangsbillet til musiklivet i store dele af Europa. Han var således den direkte årsag til, at Brahms opsøgte parret Schumann i Düsseldorf i 1853.

 

Artiklen "Neue Bahnen" i Neue Zeitschrift für MusikNeue Bahnen

30.september 1853 bankede Brahms på døren hos Schumann. Schumann var datidens toneangivende, tyske komponist. Han foreviste sin anbefaling og blev budt velkommen. Han blev straks ledt ind til flygelet af Robert Schumann og begyndte at spille sin sonate i C-dur. Efter kort tid standsede Schumann ham med ordene: "Det her skal Clara høre". Han hentede nu sin kone, den næsten ligeså berømte pianist, Clara Schumann, født Wieck. I de følgende timer spillede Brahms nu sine kompositioner for dem, og hans liv skulle aldrig blive det samme - af mange årsager.

 

Indtrykket må have været monumentalt for Robert Schumann. Her kom en komplet ukendt yngling og spillede helstøbte værker af en helt ny art. Schumann blev så bjergtaget af Brahms, at han skrev en berømt indlæg til det toneangivende musiktidsskrift "Neue Zeitschrift für Musik", som han havde grundlagt i 1834. Artiklen udråbte under titlen "Neue Bahnen" Brahms til at være den ny messias, som skulle vise vejen for fremtidens musik. Dette sendte selvsagt chokbølger gennem det tyske musikliv.

 

Selvransagelsen

For Brahms betød den store hædersbevisning fra den store Schumann, at han påførte sine værker en nærmest selvudslettende kritik. En af myterne er, at han i kølvandet på Schumanns artikel destruerede en række kammermusikværker af frygt for, at de ikke levede op til forventningerne. Denne selvkritik vedblev at tynge Brahms. Han rugede i mange år over værkerne, før de blev udgivet, og mange blev uden tvivl sønderrevet og destrueret under mesterens kritiske blik. Dette er også grunden til, at der ikke eksisterer nogen efterladte skitser fra Brahms' hånd. Ingen skulle have adgang til andet end de godkendte værker.

 

Mødet og venskabet med Schumann førte dog andet med sig også. Schumann var med til at få Breitkopt und Härtel til at udgive hans første værk - Sonate i C-dur for klaver op.1 - som udkom i december 1853.

 

Det korte og det lange venskab

Mødet med ægteparret Schumann var både en stor glæde og en stor sorg. Brahms blev hos Schumann i flere uger, og det udviklede sig efterhånden til et venskab. Brahms nærede beundring for både den store komponist og hans bedårende hustru og pianist, som han uden tvivl også fandt yderst indtagende. Der har været mange spekulationer, hvorvidt Clara Schumann og Brahms havde et erotisk forhold. Det kan dog hverken be- eller afkræftes gennem de efterladte breve. De enedes sent i livet om at udveksle tidligere korrespondance, så de hver især kunne være medbestemmende for, hvad eftertiden fik at vide om deres forhold. Sikkert er det derimod, at Brahms forblev en hengiven ven for Clara lige til hendes død i 1896.

 

Venskabet med Robert Schumann blev dog af meget kortere varighed. Schumann led af hallucinationer og d.27.februar 1854 - altså blot et halvt år efter, de havde mødtes - forsøgte han selvmord ved at kaste sig ud fra en bro i Rhinens kolde vand. Han blev dog reddet af nogle fiskere, men blev indlagt på nervesanatoriet i Endenich, hvor han blev indtil sin død d.29.juli 1856.

 

Frem til Robert Schumanns død var Brahms en meget trofast og loyal ven. Han følte det som sin pligt at hjælpe Clara, som nu var efterladt med 7 børn. Denne dedikation og loyalitet overfor Robert Schumann tilbageviser til den vis grad spekulationerne omkring et muligt forhold mellem Clara og Brahms.

 

Schumanns død frigjorde til en vis grad Brahms. Han kunne nu begynde at se lidt fremad uden at skulle være til rådighed for Clara. Hun genoptog sine turnéer som koncertpianist - nu også med Brahms' musik på programmet. Hun vedblev at være en stor ambassadør for hans musik hele livet, og var uden tvivl medvirkende til hans berømmelse i de tidlige år.

 

 

Brahms i 1858Hofkomponisten Brahms

I 1857 tog han mod tilbuddet om at blive klaverlærer og kordirigent for fyrsten i den lille by Detmold i fyrstendømmet Lippe, som ligger i nutidens Nordrhein-Westfalen ved Bielefeld. Det var Brahms' første, faste stilling som musiker, og han nød ganske givet det landlige hofliv og dets fred og ro. Her komponerede han sine første, store orkesterværker, klaverkoncerten i d-mol op.15, samt serenaderne for orkester op.11 og 16., hvilket gav ham uvurderlige erfaringer med orkestrering. Yderligere blev han her bekendt med korsangen og dens mange muligheder, som han vedblev at udforske gennem sine kompositioner resten af livet.

 

I Detmold mødte han også sangerinden Agathe von Siebold. De blev forlovede (der eksisterer et foto af Brahms med ring på), men Brahms brød forlovelsen, da han ikke mente at kunne tilbyde hende et ordentligt underhold. Det har dog ganske givet spillet ind, at han også fandt det meget svært at skulle binde sig og således give afkald på sit liv som fri komponist. Clara blev muligvis lidt pikeret over hans hastige forelskelse til fordel for hende, hvilket antyder, at også hun har haft følelser for Brahms. Han forblev ugift.

 

Efter to år i Detmold tog han tilbage til fødebyen Hamburg i 1859. Her tiltrådte han en stilling som korleder for et damekor, som han skrev en lang række kompositioner til. Det var uden tvivl hans mening at gøre karriere i Hamburg, og da stillingen som leder af de filharmoniske koncerter blev ledig, søgte han den. Til hans store ærgrelse gik jobbet dog til en anden, sangeren Julius Stockhausen, som dog blev Brahms foretrukne sanger siden.

 

 

 

Den nødvendige fiasko

1859 var også året, hvor Brahms debuterede med sin 1.klaverkoncert i d-mol. Det havde været mange år undervejs, først som sonate for to klaverer og siden som symfoni. Den uropførtes i Hannover med Brahms selv ved klaveret. Udfaldet var en fiasko, hvor publikum tyssede på hinanden efter opførelsen. Man kan kun forestille sig, hvordan det må have føltes for Brahms. Han kommenterede det dog selv på den måde, at han var sikker på, at værket nok skulle få sit gennembrud, og at fiaskoen blot gjorde ham desto mere fokuseret og var godt mod at blive overmodig og ukritisk. Han fik ret omkring værkets levedygtighed, idet det nu spilles af de førende orkestre og solister over hele verden.

 

Wien - første gang

I 1863 begav han sig ud på en rejse, som skulle vise sig afgørende for resten af hans liv. Rejsen gik til Wien - musikkens og kunstens hovedstad. Her tiltrådte han som leder af Wiener Singakademie. Yderligere fik han stor succes som pianist, ligesom han fik en lang række venner og bekendtskaber både indenfor musikken såvel som i det finere borgerskab. Hans første ophold i Wien kom til at strække sig frem til foråret 1863, hvor han tog tilbage til Hamburg i et sidste forsøg på at gøre karriere der. Det lykkedes imidlertid ikke og i 1864 er han tilbage i Wien. Han træder dog kort derefter tilbage fra jobbet som leder af akademiet. I 1865 dør hans mor, hvilket er medvirkende til hans internationale gennembrud.

 

Ein Deutsches Requiem

Moderens død kan have været medvirkende til at inspirere ham til at skrive det monumentale værk "Ein Deutsches Requiem" for kor, solister og orkester op.45. Der gisnes også om, hvorvidt noget af materialet og selve idéen til værket er udsprunget af Schumanns død 9 år forinden. Sikkert er det dog, at hendes død satte fart under processen, og at noget af materialet er helt tilbage fra 1854, året for Schumanns mentale kollaps. I april 1865 er 1., 2. og 4. sats færdige og i august 1866 er alle satser - på nær den vi nu kender som den 5. (sopransolo) - færdige.

1.december 1867 uropførtes de første tre satser i Wien under ledelse af Johann Herbeck, men den dårligt forberedte opførelse druknede i en paukists vedholdende ff hvirvel i 3.sats' fugerede afslutning.

 

Langfredag 10.april 1867 havde det fulde værk inklusive sopransoloen premiere i domkirken i Bremen med Brahms som dirigent og Julius Stockhausen som barytonsolist. Brahms ledsagede selv Clara til hendes plads inden koncerten begyndte. Den blev en overvældende succes, og gjorde med ét slag Brahms til sin samtids mest berømte og populære komponist.

 

Brahms sammensatte selv teksterne fra den tyske, Lutherske bibel. Det er bemærkelsesværdigt, at Brahms fraviger den normale praksis med latinsk tekst og erstatter den med tysk. Han introducerede selv titlen i et brev til Clara Schumann men sagde samtidig, at det ligeså godt kunne have heddet "et humant requiem". Dette skal ses på baggrund af det særegne, at Brahms bevidst udelader alle direkte citater om det kristne dogme om vores frelse gennem Jesu død. I stedet kredser værket om transitionen fra angst til trøst. Et værk til trøst for de levende.

 

(Har man særlig interesse i Ein Deutsches Requiem, kan Michael Musgraves analyse af værket anbefales - se litteratur).

 

Wien - anden gang

Efter succesen med Ein Deutsches Requiem turnerede Brahm over store dele af Europa med både Joachim og Stockhausen, bl.a. Danmark, hvor han i marts 1868 spillede tre koncerter sammen med Stockhausen i Casino-teatret i Amaliegade, København (nedrevet 1960). Griegs klaverkoncert nr.1 (komponeret i præstegården i Søllerød) havde sjovt nok premiere i 1869 - dog i store sal. I 1871 bosatte han sig permanent i Wien. Han havde muligvis villet det før, men havde til stadighed håbet på, at noget passende ville dukke op i Hamburg, byen han så gerne ville tjene. Ikke desto mindre indså han også nu, at Wien var det rigtige sted for hans frie liv og hans udvikling som komponist.

 

Han bosatte sig i den centrale bydel bag Karlskirche i Karlsgasse nr.4, hvor han lejede sig ind i et passende antal værelser hos Celestina Truxa. De næste 26 år var dette hans geografiske udgangspunkt for hans liv.

 

 

Brahms ca.1875Symfonikeren Brahms

Brahms var nu så anerkendt en komponist, at han kunne leve af sine kompositioner. Han behøvede ikke længere at undervise eller turnere for at ernære sig. Han kunne nu hellige sig sin komponistgerning ganske og aldeles. Han var nu mere end halvvejs gennem sin samlede produktion, men endnu havde han ikke turdet binde an med at prøve kræfter med den fulde symfoni. Efter hans eget udsagn skyldtes dette, at han fandt arven efter Beethoven meget tung. "Man hører kæmperne bag sig", som han sagde. Yderligere var det selvfølgelig også angsten for publikums dom, der gjorde ham ekstra forsigtig, ligesom hans egen tvivl omkring sine evner som orkestrator formodentlig har spillet ind.

 

Ikke desto mindre havde han gennem mere end 20 år i stilhed arbejdet på sin første symfoni. De første udkast stammer fra 1854, men først 4.november 1876 i Karlsruhe uropførtes det monumentale værk med Felix Otto Dessof som dirigent. Værket i c-mol op.73 har tydelige referencer til Beethovens 9. symfoni, og blev da også udråbt som "Beethovens 10." af dirigenten Hans von Bülow. Brahms sendte først manuskriptet til udgivelse hos Simrock efter 3 offentlige opførelser for at sikre sig, at alt var, som han havde tænkt sig. Det var i disse år, at han fik sit karakteristiske fuldskæg.

 

Da først Brahms havde fået taget det svære skridt og offentliggjort sin første symfoni, fulgte 3 mere de næste 9 år - nr.2 i D-dur op.73, nr.3 i F-dur op.90 og nr.4 i e-mol op.98.

 

Det stabile ungkarleliv

Hele Brahms' periode i Wien fra '71 til hans død i 1897 er præget af en vis borgerlighed og stabilitet. Han dyrkede sin store omgangskreds og arbejdede målbevidst med sine kompositioner. Han begyndte at rejse hver sommer, som var hans primære årstid for komponeren. I mange år rejste han hver sommer til Italien med forskellige venner. I de sene år gik rejserne til de bjergrige egne omkring Wien.

 

I takt med sin stigende berømmelse blev Brahms en fast del af det bedre borgerskab i Wien. Han færdedes hjemmevant hos bedsteborgerne og blev tilmed tildelt ærestitler af forskellig art, bl.a. æresdoktor ved universitetet i Breslau. I takt med berømmelsen blev han dog også mere og mere modvillig mod offentlige optrædener. Mange ønskede at være i selskab med den feterede komponist, hvilket han afskyede. Dette gjorde ham stadigt mere mistænksom overfor andre, hvilket gav ham ry for at være noget uomgængelig. Ikke desto mindre havde han sine loyale venner, som lod ham være den, han var.

 

Sideløbende med sine symfoniske udfoldelser komponerede Brahms i Wienerperioden en lang række kammermusikværker af høj kvalitet, bl.a. strygekvartetterne, klarinetkvintetterne samt sonaterne for violin, cello og klarinet. De sidste værker for klarinet, blev til efter mødet med klarinettisten Richard Mühlfeldt. Brahms mødte ham i 1891, da han ellers var stoppet med at komponere. Han blev dog så imponeret af Mühlfeldts spil, at han med iver genoptog at skrive. Hans klarinetkvintet anses af mange for at være hans fineste kammermusikværk.

 

Denne historie minder meget om Mozarts møde med Anton Staedler, som også fik Mozart til at skrive nogle af sine smukkeste værker til dette instrument.

 

Brahms påskemorgen 1894De sidste år

Brahms havde egentlig trukket sig tilbage som komponist omkring 1890, men foruden sine klarinetværker, foranlediget af mødet med Mühlfeldt, fandt han også tilbage til klaveret. Han havde ikke komponeret noget for soloklaver siden 1878, hvor han skrev sine 8 klaverstykker op.76 (som var de første solostykker siden 1865). Han havde udforsket klaveret i sin ungdom og sluttede nu af med at skrive ikke mindre end fire opusnumre - 116-119 for soloklaver. Disse opusnumre rummer noget af det mest elskelige af Brahms' klavermusik, hvor han med en næsten minimalistisk tilgang fremtryller stor poesi.

 

Efterhånden var Brahms' venner begyndt at falde fra. En række af dem dør i 1890'erne, bl.a. Theodor Billroth, Elizabeth von Herzogenberg og hans elskede Clara Schumann i 1896. På det tidspunkt var Brahms allerede selv dødsmærket af cancer i bugspytkirtlen. Ikke desto mindre skriver han i 1896 sine "Vier Ernste Gesänge" som et dødsoffer til Clara Schumann. Teksterne er alle hentet fra Bibelen. Han gav dem til Schumanns datter, og afstod fra at høre dem opført offentligt.

 

Vel vidende, at han snart skal dø, vender han tilbage til sine allerførste kompositioner. I sin pure ungdom komponerede han værker for orgel. Han skriver nu 11 orgelkoraler som sit musikalske testamente. Den sidste med titlen "O Welt, ich muss dich lassen" - måske en lille hilsen til Bach, hvis sidste orgelkoral bar titlen "Vor deinem Thron tret' ich hiermit". Brahms læste korrektur på dem på sit dødsleje og den 3.april om morgenen ved 9-tiden fandt Frau Truxa ham død i sengen under Bachs portræt.

 

Brahms var hele livet en ivrig samler af bøger og musik. Han efterlod sig et stort bibliotek, som blev skænket til Gesellschaft der Musikfreunde i Wien. Bl.a. indeholdt det flere originalmanuskripter, bl.a. til Mozarts symfoni nr.40 i g-mol, strygekvartetter af Haydn, lieder af Schubert, musik af Schumann og Chopin.

 

Brahms blev fulgt til graven af tusinder af borgere fra Wien. Han ligger begravet på Zentralfriedhof ved siden af sin gode ven, Johann Strauss. Han havde stor respekt for Strauss' wienervalse, bl.a. sagde han gerne, let kokketerende:

"An der schönen blauen Donau, desværre ikke af Johannes Brahms".

 

 

 

[Mikkel Thorning 2011 - biografien må frit gengives med kildeangivelse]

 

Yderligere biografisk materiale - se links - eller konsulter den righoldige, biografiske litteratur.